Jeg har fået et nært, men følelsesmæssigt ikke helt ukompliceret forhold til min Yellow Pear tomat. Det er faktisk blevet til en hel palet af følelser for den gule sag, der både er så fin – og har vist sig at have et ganske vanskeligt sind.
Jeg har faktisk nævnt den før, i et af forårsindlæggene. Det var efter en særdeles vanskelig fødsel og tidlig barndom. Den spirede efter næsten tre uger (TRE!) og satte en dobbelt top lige efter kimbladene. Og så gik den stort set i stå, mens de andre tomater hastigt voksede den over hovedet.
I flere måneder stod den i vindueskarmen og blev ikke rigtig til noget. Alligevel kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at smide den ud. Den levede jo. Sådan da.
Først i juli flyttede jeg den ud i gården. Jeg syntes ikke det gav mening at vente længere, hvis der skulle være håb om en høst i år. Da var den vel efterhånden blevet 25 cm høj – og, nej, sorten er ikke en busktomat eller en dværgvariant.
Mine to røde cherrytomater (sået på same tid som Yellow Pear) var da forlængst flyttet i gården, havde nået halvanden meter i højden og fået klippet toppen.
Julis varme var god for problembarnet, der fik lidt mere acceleration på væksten. Den har sågar også sat lidt frugt, de fineste små pæreformede cherrytomater, der modner én efter én i det vildeste slowmotion.
Jeg har ganske enkelt fået sået verdens langsommeligste tomat.
Nu har jeg taget frø af den og spekulerer på, om det bare var mit ene frø, der var ganske særligt langsomt, fordi det fra starten og i flere måneder ikke rigtig kunne finde ud af hvilken top, det skulle satse på.
For så er det nok forsøget værd at så den igen til næste år.
Eller om der simpelthen er tale om verdens langsommeligste tomatsort. I hvilket tilfælde der er behov for at starte den i januar. Senest.
Hvis nogen har lyst til at tjekke, tilsender jeg gerne et par frø.
The post Verdens langsommeligste tomat appeared first on Storbyhaven.