
Vindueskarme er fantastiske til at forspire i. Og når de små plantepus har vokset sig store og stærke nok, bliver de sendt videre ud i livet, ud i haven, ud på altanen – ud.
Men hvad hvis man KUN har vindueskarmene? Og der ikke er noget “ud”? Det spørgsmål har jeg fået et par gange af mine kursister, så denne sæson satte jeg mig for at prøve vindueskarmsdyrkningen af for alvor.
For det kan jo ikke passe at man skal undvære køkkenhave, bare fordi man kun har vindueskarme til rådighed…
Tidligere har jeg mest haft salat på tredje sal – og så naturligvis den forunderlige agurk sidste år. I år er jeg gået meget specifikt efter at prøve frugtsættende grøntsager af indendørs.
I mine vindueskarme er der derfor denne sommer:
- En squash
- To mini-auberginer (en sort og en hvid)
- En cocktail-tomat (“Tiny Tim”)
- To buskbønner
- En agurk
- Fire sukkerærter
- En peberfrugt
- Skovjordbær
- Almindelige jordbær

Jeg er glad for at kunne melde at det meste faktisk – til trods for de infame spindemider og det indendørs miljø – kommer til at give en høst. En mindre høst, end hvis de havde stået ude, men ikke destomindre en høst.

De små auberginer har sat nogle få frugter hver. Jeg tror godt, at det kunne være blevet til flere, hvis ikke spindemiderne havde været ved at suge livet ud af dem.
Cocktailtomaten giver et par håndfulde frugt, bønnerne det samme, peberfrugten har sat en enkelt peber, og agurkens “grand total” rammer tre agurker.
Jeg mener, at udbyttet fra alle tre ville have været en del højere, hvis ikke det havde været for alle skadedyrene.

Squashplanten er stor og flot mørkegrøn og ser ud til at have det pragtfuldt, men blomster har den ikke sat – endnu (man kan jo stadig håbe). Sukkerærter blev sået sent som et forsøg og er heller ikke nået til blomsterstadiet endnu.

En klar fiasko er desværre jordbærene – jeg har læst, at de ikke har behov for bestøvning, men det lader ikke til at være rigtigt. Skovjordbærene har givet nogle få, misformede jordbær – de almindelige slet ingen. Og det til trods for at de har stået foran et åbent vindue hele sommeren.
Jeg har sørget for, at der kom vind til tomater og bønner for at assistere selvbestøvningen, og auberginer og peberfrugt har fået en hjælpende hand med en pensel. Ellers er de blevet behandlet nøjagtig som de udendørs grøntsager.
Så altså, summa summarum: JA! Du kan sagtens dyrke grøntsager i din vindueskarm Tænk bare på Katrines ærtefarm …
The post Hvad kan man dyrke i en vindueskarm? appeared first on Storbyhaven.