
Jeg tror, mit hjem har dårligt immunforsvar. Eller også er det den generelle karma, den er gal med.
Ud over de fortrædeligheder, jeg remsede op i sidste indlæg – manglende vækst, plettede blade og generel mistrivsel – er mine vindueskarme nu også blevet invaderet af skadedyr (og det kan selvfølgelig skyldes at nogle af førnævnte fortrædeligheder også skyldes disse kryb).
Nogle af dem har faktisk resideret der temmelig længe, og lige så længe har jeg forsøgt at få dem til at flytte. Det er de der små sorte fluer, som svirrer omkring planterne og som, hver gang jeg mener, at NU har jeg slået dem alle ihjel, lader et nyt kuld udklække, så vi kan starte forfra igen.
De minder om bananfluer, men er en anelse større og ikke det mindste interesserede i de bananflue-fælder, jeg også har forsøgt mig med. “Compost Gnats” hedder de vist på engelsk. Jeg kender ikke det danske navn.
… Og mellus
De har på det seneste fået selskab af bittesmå hvide fluer – mellus – der står op som en sky hvis man purrer til krydderurternes blade. Lækkert.
Dem har jeg også mast en efter en, når jeg kunne få fingre i dem.
… Og bladlus
Men dråben var altså, da jeg i dag observerede de første fede bladlus møve sig rundt på min citron verbena. Det er ligegodt for meget – hvordan kommer alle de kryb ind på tredje sal?! For stærke flyvere er de bestemt ikke…
Nå, men jeg har googlet og forsøgt at finde bekæmpelsesmidler inden for den bæredygtige genre.
Det lader til at de fleste anbefaler at udsætte nyttedyr til at æde småkravlet, hovedsagelig mariehøns. Man mærker at rådene er rettet mod den udendørs invasion, for ligefrem at udsætte mariehøns i lejligheden synes jeg er i overkanten.
Uskyldig insektsæbe?
Nu er jeg jo imod kemi i haven – og uden at være gennemført hellig dyrker jeg storbyhaven økologisk – men her måtte pragmatisme til.
Så til sidst fandt jeg opskriften på en hjemmelavet og efter sigende nogenlunde uskyldig insektsæbe, som alle krydderurter nu har fået en ordentlig tur med sprayflasken af. (Note til selv: skyl grundigt inden brug i madlavning).
Den består af:
- 4 dl vand
- ½ dl flydende brun sæbe
- ½ dl sprit
Ren brun sæbe er fuldt biologisk nedbrydelig, står der, så bare man husker at insektsæben potentielt også udrydder alle de gode insekter (som jeg ikke har nogen af herinde) og derfor bruger den med omtanke, så skulle det være ok.
Men jeg er nu lidt i tvivl om ikke alle de gavnlige mikrober og organismer i pottejorden ikke også bliver smadret af sæben? Er der nogen der har erfaring med det – eller begrundede holdninger pro/kontra?
The post Dårlig plantekarma appeared first on Storbyhaven.