Jamen for himlens skyld, hvor svært kan det være at få et stykke filt til at fungere?
Det må jeg have tænkt de første 20 gange over de sidste dage.
Den seje grønne “vandingsmåtte”, jeg i foråret indkøbte forholdvis dyrt fra Nelson Garden, har vist sig blot at være en bane filt, så det må være den komplicerede indstilling man betaler for.
Helt enkelt går det ud på at man lægger den våde måtte i en bakke eller et fad, stiller planterne ovenpå og lemper den anden ende af måtten over i en beholder med vand. Vupti, så kan planterne selv suge vand op fra måtten.
Imidlertid skal højden af vandbeholder + fad åbenbart indstilles meget nøje i forhold til hinanden, for at det ikke går galt. Mest i form af overvanding (læs: syndflod i fadet i løbet af de første par timer).
Hvilket producenterne sjovt nok ikke har nævnt noget om i instruktionen.
Men efter 48 timers ihærdig justering (og justering igen) kan jeg løfte sløret for den rette indstillingshøjde, der lige akurat holder måtten fugtig men samtidig ikke giver planterne konstant vand om rødderne:
6,1 cm skal bunden af bakken med planterne være hævet over bunden af vandfadet. I hvert fald her hos mig…
Så vidt mit personlige bidrag til public service – rigtig god sommer til jer alle.
The post Vandingsmåtten, den lømmel appeared first on Storbyhaven.