At være eksperimentel urban havedyrker er lidt ligesom at være opdagelsesrejsende. Eller, det bilder jeg mig i hvert fald ind.
Man lægger en kurs og har et mål, men af og til tager rejsen en uventet drejning og man havner i Amerika i stedet for Indien. Eller noget i den dur.
Omtrent sådan er det gået med de frø af en gammel sort engelsk mørklilla gulerod, som jeg spiretestede i foråret – og derpå ikke kunne få mig selv til at smide ud, da det viste sig, at de alle spirede.
På trods af kraftig udtynding voksede de meget hurtigt ud af mælkekartonen og over i en stor potte i vindueskarmen. Og så voksede de en hel del mere. Og lidt mere igen, tilsyneladende mest i toppene.
Nu skulle man så tro at Indien snart var nået og vi kunne sætte tænderne i fire flotte violette sager inden sommerferien, men så kom det uventede twist: Den toårige gulerod valgte at gå direkte i blomst i sit første leveår.
Det var jo mildest talt ikke planen, men sket er sket, og nu får de over en meter høje blomsterstande lov til at være. Det bliver aldrig kedeligt at dyrke i vindueskarmen!
Måske tager jeg frøene af dem, selvom de kloge siger, at der skal være op imod 50 gulerodsplanter for at frøene bliver sunde. Det er der ikke plads til på 3. sal, så jeg nøjes med fire og lever med resultatet…
The post Den forunderlige gulerod appeared first on Storbyhaven.